top of page
  • Forfatters billedePsykolog Lasse Ansgaard Thomsen

KÆRLIGHEDENS PSYKOLOGI

Opdateret: 21. sep. 2023


Når det drejer sig om kærlighed!


to mennesker der elsker hinanden

Kærlighed drejer sig om at kunne møde et andet menneske, som det er. At anerkende, at den anden faktisk er, som han eller hun skal være. Og at turde modtage den anden i tillid til, at både én selv og den anden er værd at elske med alle tilsyneladende fejl og mangler. Kærlighed er at sige ”ja” til den anden betingelsesløst uden at kræve noget til gengæld. Kærlighed handler således om at kunne værdsætte et menneske, som det er, når det er fuldstændigt sig selv – og om at kunne sætte sine egne behov og agendaer i baggrunden.



Det vanskeligste ved at mødes i kærlighed er måske, at det er så ubegribeligt simpelt. Det er ikke et rollespil, som man kan lære. Det er snarere det, der naturligt opstår mellem mennesker, når man afklæder sig hverdagens mange identiteter og rollespil, som man typisk skjuler sig bag. Kærlighed forudsætter således både en evne til at kunne se den anden, samt et mod til at turde blive set, som man egentlig er.



Kærlighed er ikke ensbetydende med en forelskelse


Det er ofte nødvendigt at skelne mellem ”kærlighed” og ”forelskelse”, da disse begreber let forveksles. Forelskelse er en følelse, der opstår, når man bliver tiltrukket og stærkt betaget af et andet menneske. Den varer sjældent mere end halvanden til to år og giver en følelse af opløftethed, glæde samt en stærk følelsesmæssig forbundenhed.


Forelskelse kan psykologisk betragtes som den menneskelige variant af et biologisk ”redebyggerinstinkt”, der aktiveres, når man møder en potentiel livspartner. Man satser alt på denne person og kan føle sig overbevist om, at uden denne person falder hele ens fremtid sammen. Men mens en forelskelse er en særlig følelse, der kun er rettet mod en særlig udvalgt partner, er kærligheden grænseløs. Kærlighed er en mulighed i ethvert menneskeligt møde, hvad enten man møder sine venner, familiemedlemmer, tilfældige forbipasserende – eller sig selv!


to mennesker, der elsker hinanden

En risiko ved forelskelser er, at man bliver så betaget af den anden, at man næsten forblindes. Herved kan en forelskelse risikere at stå i vejen for, at man kan mødes i kærlighed. For kærlighed forudsætter, at man kan se den anden, som personen faktisk er. Hvis man derimod forveksler en person med idealiserede ideer og drømme, kan man let fare vild i sine egne forestillinger. Og en person, der er faret vild i sig selv, kan selvfølgelig ikke møde en anden.




Kærlighed i opvæksten


De første kærlighedserfaringer opstår typisk i barnets samspil med sine forældre. For barnet betyder det at opleve sig elsket, at det mærker, at det har en naturlig plads i livet, og at det føler sig set, modtaget og værdsat. Dette giver en oplevelse af at være ”god nok” og at høre til - uden at skulle gøre sig fortjent til det eller behøve at lave om på sig selv. For barnet er det at blive modtaget i kærlighed den bedst mulige begyndelse på livet, da det giver en fundamental tillid til, at det har lov til at være i verden, som det er.


Psykologisk betragtet kan man sige, at kærlighed bygger bro mellem individet og omverdenen. Gennem kærlighed får barnet nogle basale erfaringer i forhold til samspillet med andre. Børn, der føler sig elsket, vil erfare kærlighed som noget selvfølgeligt. De vil nærmest se sig selv som en puslespilsbrik, der uproblematisk går op i en højere enhed i samspil med andre. Dette afføder en dyb oplevelse af mening og samhørighed samt en tillid til, at alle mennesker dybest set er, som de skal være.



En sådan erfaring af kærlighed gør, at et barn tør være på en umiddelbar, naturlig og afslappet måde sammen med andre. Barnet har herved et godt udgangspunkt for at udvikle en sund selvfølelse, hvorfra det kan møde andre mennesker på en måde, hvor det har sig selv med i de sociale samspil.


Andre børn vil derimod opleve sig selv som uelskede i opvæksten. Som en brik, der er havnet i et forkert puslespil, føler de, at de aldrig rigtigt bliver en naturlig del af familien. Det at være i verden sammen med andre bliver for dem noget problematisk og kan være forbundet med en dyb skam over at være forkert. En sådan tidlig erfaring af at føle sig uelsket kan være nødvendig at bearbejde terapeutisk, fordi det gør det vanskeligt at indgå i gode og sunde relationer, som kan give nogle nye, positive livserfaringer.


Kærlighed og opdragelse


Det kan ofte give mening at skelne kærlighed fra almindelig børneopdragelse. Kærlighed handler om, at barnet føler sig set og modtaget, som det er. Derimod handler opdragelse primært om at lære barnet at skelne mellem acceptabel og uacceptabel adfærd.


To lykkelige forældre med et barn

Ideelt set bør et barn altid føle sig elsket af sine forældre - også i situationer, hvor det ikke gør, hvad forældrene betragter som det korrekte. Barnet skal således ikke gøre det rigtige af frygt for ikke at blive elsket! En sund relation til forældrene er derimod kendetegnet ved, at barnet tør tage forældrenes kærlighed for givet. Kærligheden ligger nærmest som et urørligt grundlag bag alle forbigående konflikter og uoverensstemmelser mellem familiemedlemmerne. Den er aldrig til forhandling.




Dysfunktionelle familierelationer


Usunde familiemønstre er derimod ofte kendetegnet ved, at de voksne kommer til at op- eller nedjustere deres kærlighed afhængigt af, om barnet møder deres forventninger. Hvis kærlighed på den måde anvendes som en handelsvare, mister den hurtigt sin gyldighed. Den bliver bare et af flere redskaber som forældrene anvender, for at få barnet til at tilpasse sig.



I usunde familiedynamikker erfarer barnet, at kærlighed ikke er en selvfølge, men er betinget af, at man opfører sig på bestemte måder. Kærlighed bliver degraderet til en valuta, der ikke har meget værdi i sig selv - med mindre, at den tager form af en slags ros eller anerkendelse. Mens ubetinget kærlighed handler om, hvad barnet er – drejer ros og anerkendelse sig om, hvad barnet kan og gør. Af den grund kan selv nok så meget ros og anerkendelse i løbet af opvæksten aldrig erstatte et barns naturlige længsel efter ubetinget kærlighed.



et kærlighedssymbol

Hvis et barn erfarer kærlighed som noget betinget, vil det af frygt for at blive afvist typisk udvikle strategier for, hvordan det i forskellige situationer skal møde andre mennesker for at blive modtaget. En opvækst med en høj grad af betinget kærlighed medfører således, at barnet (og senere den voksne) konstant vil være på ”overarbejde” i sit forhold til andre. I stedet for at møde andre naturligt og umiddelbart vil personen få en mere kalkuleret og strategisk tilgang til andre mennesker. Kærligheden er ligesom blevet problematiseret og flyder ikke længere så naturligt i sociale situationer.



Meget terapeutisk selvudviklingsarbejde handler om at arbejde sig ned igennem de ubevidste forestillinger om, hvordan man skal være for at blive elsket. Dette kræver, at man gradvist giver slip på de forsvarsstrategier, som gennem opvæksten gjorde, at man som barn formåede at navigere i usunde kærlighedsrelationer. I denne terapeutisk proces bevæger man sig fra ens ideer og forestillinger om, hvordan man bør være (for at blive modtaget af andre), og ned imod en mere kropslig og følelsesmæssig kontakt med, hvordan det føles at være loyal med sig selv. Det er en proces, der er forbundet med at udvikle selvomsorg og selvkærlighed, idet man må lære at forstå og møde de følelsesmæssige reaktioner i sig selv, som ikke blev mødt under opvæksten.



Parforholdets psykologi


Kærlighed og parforhold


Mens barnet primært søger forældrenes kærlighed, vil voksne almindeligvis søge kærlighed gennem en partner. Ligesom barnet søger den voksne en person, der kan se og modtage ham eller hende som det unikke individ, som personen nu engang er.


Det er dog en almindelig udfordring, at opvækstens uheldige kærlighedserfaringer vil afspejle sig i senere parforhold. Når forelskelsens beruselse klinger af, begynder barndommens kærlighedsstrategier gradvist at skinne igennem. Man skjuler sig, forsvarer sig selv, korrigerer den anden og så videre. Mange af disse ubevidste strategier har typisk været nødvendige under opvæksten for at vinde forældrenes (betingede) kærlighed, men i det voksne parforhold kan de virke meget forstyrrende. Generelt kan man sige, at den voksne typisk indgår i et parforhold på baggrund af personens tidligere kærlighedserfaringer - hvilket desværre også inkluderer de usunde følelsesmæssige erfaringer.



En sårbar fisk med hajagtige forsvarsstrategier

Hvis en person for eksempel under opvæksten har erfaret, at han ikke følte sig elsket, hvis han fremstod sårbar, kan personen som voksen måske have en tendens til at dække over sårbarheder i et parforhold. Det kan simpelthen være svært at sige noget så simpelt som ”jeg er ked af det” eller ”jeg har brug for lidt hjælp”, fordi man tidligere har erfaret, at sårbarhed medfører afvisning. På samme måde, kan han eller hun have svært ved at forholde sig til den andens sårbarheder. Partneren får måske besked på at ”tage sig lidt sammen” med en ukærlig stemmeføring eller lignende. Herved skabes der nemt dysfunktionelle relationsmønstre i forholdet, som begrænser kærlighedens mulighed for at udfolde sig.


Barndommens uheldige kærlighedserfaringer vil således som udgangspunkt afspejle sig i den voksnes forsøg på at give og modtage kærlighed livet igennem – med mindre, at man som voksen arbejder med sine egne reaktionsmønstre.



Hvad kendetegner usunde kærlighedsforhold?


Som allerede nævnt gælder det, at sund kærlighed er ubetinget og grænseløs. Den giver den anden plads til at være sig selv, og forlanger intet til gengæld. Denne type af kærlighedsforhold udvikler begge parters evne til at elske sig selv; det vil sige evnen til at se, acceptere og værdsætte sig selv, som man faktisk er.



En kvinde der får sin kærlighed afvist

Derimod kan usunde kærlighedsrelationer over tid begrænse en personens evne til selvkærlighed. I stedet udvikles en usund afhængighed af den anden person, hvorved personen gradvist bliver dårligere til at møde sig selv. Med tiden risikerer personen ubevidst at overtage den andens forestillinger om, at personen kun er værd at elske i det omfang, at han eller hun imødekommer den andens forventninger.


Overordnet gælder det, at det at elske et andet menneske aldrig må være på bekostning af evnen til at elske sig selv. Man skal med andre ord lære at elske andre, ligesom man også må lære at elske sig selv. Dette er en nødvendig forudsætning for enhver kærlighedsrelation, hvad enten det drejer sig om venner, familiemedlemmer med mere. Heldigvis kan dette trænes gennem terapeutisk selvudviklingsarbejde, idet man herigennem kan styrke de følelsesmæssige kompetencer, der er nødvendige for at kunne sige til og fra på sunde præmisser.


Kærlighed ikke er noget, som et menneske kan give til et andet menneske, som man for eksempel forærer en gave. Betragtes kærlighed som en gave, er det snarere en gave, som man giver ved at modtage den anden. Det er et budskab om, at den anden er god nok, præcis på den måde, som personen allerede er på. Det er en invitation til at turde være fuldt ud sig selv og samtidig dybt forbundet med andre mennesker. Og dette er muligvis en af menneskets dybeste længsler livet igennem:


At turde give sig hen til livet, som man faktisk er – og føle sig modtaget!




to forelskede personer




Artiklen er skrevet af


Lasse Ansgaard Thomsen

Aut. psykolog og ND-terapeut










Mærk kroppen - følg hjertet

211 visninger1 kommentar

Seneste blogindlæg

Se alle

1 Comment


Guest
Sep 21, 2023

Helt igennem meningsgivende og sympatiske tekster med klar faglig tyngde bag. Et særsyn i disse pop-tider.


Like
bottom of page